[15. december] Den indlevede rollespiller

motivatord6dfb191620b1b46abd607d02a48ba35d85035c9Julekalender for rollespillere

Tom anrettede scenarienoterne fra Lawrences projekt Neptun foran sig. Stearinlysene på bordet var tændt, musikken var sat på, og gardinerne var trukket for. Alle terninger var blevet pakket bort. Det føltes helt forkert at sidde sammen om bordet for at spille, og der var hverken tegninger, regelbøger eller lignende på bordet. I stedet var der professor Lawrences ringbind, og fra det var der bevet delt en tyk håndfuld papirer ud til hver af spillerne. Bo, Anders, Majken og Emma sad med hver deres stak. Ingen af dem havde før skullet læse en rolle på over 10 sider. Tom sad med scenarienoterne, og for enden af bordet sad Frede – og trak de andre spilleres opmærksomhed til sig. Frede var begyndt som en høj og ranglet fyr med et sparsomt skæg og tyndt hår, der var gået fra blond til askegråt, og med et mildt blik i de blågrå øjne. I takt med at han dykkede ned i papirerne, var han begyndt at forandre sig, og forvandlingen var tydelig. Kroppen var den samme, men dens udtryk og form ændrede sig trin for trin.

Den høje, spinkle revisor, der havde været afvisende over for rollespillerne, indtil de havde vist ham brevet fra Torben, hans gamle rollespilsmakker, var begyndt at træde i karakter, og det gøs i dem. Det milde blik blev hårdt som stål, skuldrene rettede sig op, og de blev bredere, og hele måden han holdt hovedet på, blev anderledes. Første gang han talte til dem, var det en fremmeds stemme, de hørte, og gruppen var ikke længere sikker på, at det var Frede, men derimod Emritus, som sad over for dem.

”Okay,” åbnede Tom med, ”I” – og han henvendte sig til sin egen spilgruppe – ”befinder jer på kroen Den blå ged i Friedstadt. I er eventyrere og rakkere, der forsøger at blive jeres egen lykkes smed. Foreløbigt uden held, da I en dag nede på Reiksplatz render ind en ældre adelsmand, som tilbyder jer en rundhåndet dusør, hvis I kan opstøve Emritus den navnkundige.”

Tom havde måtte trylle et banalt eventyr sammen. Torben havde forklaret, at den allersidste gang, at Frede havde spillet rollespil, havde han skjult sin karakter dybt inde i en skov ikke langt fra Friedstadt, og at karakteren stadig måtte være at finde der. Hvis de skulle gøre sig nogen frohåbninger om at snakke med Emritus, måtte de få fat i Frede og så sendes deres karakterer frem til Emritus.

De næste mange timer gik med at samle en ekspedition i Friedstadt, og derefter rejse ud i den mørke skov. Herefter var de blevet mødt af den ene fælde efter den anden, baghold eller omstrejfende trolde. Først var bærerne blevet ædt, så blev Anders’ karakter flået i stykker af en trold, Majkens blev knust mellem to faldende træstammer, og Emmas karakter var trådt ned i en rævesaks og derefter overfaldet af warger. Kun Bo var tilbage – og så Frede, der sad nede for ende af bordet i sin rolle som Emritus, hvor han ventede på, at de skulle dukke op.

Bo kiggede fortvivlet rundt på de andre. ”Det er jo slet ikke muligt det her. Det er et dræbescenarie, og vi spiller systemløst, og jeg aner ikke, hvordan vi skal slippe gennem det her. Jeg har ingen terninger, jeg har ingen regelbøger, intet character sheet. Det her er umuligt.”

Nede fra enden af bordet kluklo Emritus. Det gøs i de andre.
”Jeg vender om, jeg tager hjem til Friedstadt, og så samler jeg en ny ekspedition!”, erklærede Bo højlydt.

Senere den aften sad de alle klemt sammen i bilen. De havde taget afsked først med Emritus, og siden Frede, da han kom tilbage til overfladen, og han gav dem en tydelig oplevelse af ikke selv at have været til stede under spillet. Humøret var i bund. Kun Bos karakter havde overlevet, og de havde ikke nået deres mål, nemlig at finde Emritus.

”Hvordan havde du tænkt dig, at vi skulle kunne finde ham, når du laver sådan et killer-scenarie?”, klagede Anders til Tom.

”Vi var så tæt på TPK”, supplerede Majken. Hun sad klemt inde mellem Anders og Tom på bilens bagsæde.

”Jeg var nødt til at følge scenariet, og den verden, som det udspiller sig i”, forsvarede Tom sig med. ”Hvis jeg ikke gør det overbevisende, så er Frede ikke med i spillet, og ingen Frede ingen Emritus.”

”Jeg har en ide”, lød det fra Bo anbragt på bilens forsæde. ”Da vi sad og gennemgik papirer og netfora for at finde oplysninger om Fastaval og Lawrences scenarie, rendte vi ind i en masse andre ting. En af de ting, vi stødte ind var denne her rollespiller, Lars Nordgaard, som er en hardcore oldschool rollespiller. Han var særligt aktiv i begyndelsen af 90’erne, hvor han altid klagede over scenarieudviklingen på connerne, som han mente gik i den forkerte retning. Jeg tror, han stadig er aktiv.”

”Men hvordan kan det hælpe os?”, spurgte Majken. ”Nordgaard har jo heller ingen regler eller terninger at spille efter, og hvis han er oldschool, så vil han slet ikke kunne lide at spille det her.”

”Men det er det, der er tricket. Hvis han er vant til at spille oldschool, så er han vant til killer dungeons, og han er vant til at overleve, og det på den hårde måde. Han har ikke skills, feats og andre tricks, men gør det ved at spille direkte op imod fiktionen. Han er perfekt til det.”

”Tror du, han vil spille med os?”, kom det fra Tom.

”Ja, det tror jeg, hvis bare vi lokker med det rette. Nemlig muligheden for at få skovlen under en masse immersionist rollespillere.”

Et par uger senere, og Bos vedholdende facebook-stalking havde skaffet dem kontakt til Lars Nordgaard. I første omgang havde han været modvillig mod at skulle spille rollespil med ”sådan en gang snothvalpe”, men Bo havde formået at overtale Lars med løftet om at udfordre en masse immersionister. Nu sad de atter om spillebordet, men klemt mere sammen end tidligere, da Lars have indtaget en plads på bordet. Han havde kigget lidt forundret på den ti sider lange karakterbeskrivelse , og han havde høfligt skimmet den, inden spillet var gået i gang, men han havde tydeligvis ingen planer om at fordybe sig i sin rolle. Nede for enden af bordet havde Frede undergået sin uhyggelige forvandling fra revisor til Emritus den navnkundige.

Denne gang gik aftenens spil langt bedre. Den gamle oldschool spiller havde vist gruppen tricks til overlevelse. Han lyttede opmærksomt til enhver beskrivelse, som Tom kom med, og han stillede ledende spørgsmål til de enkelte beskrivelser. Det var som om han havde en sjette sans for fælder. Tom havde siddet forundret i rollen som spilleder og set, hvordan hans fælder blev gjort til skamme af den gamle rollespiller, der instinktivt viste, hvor de var, og hvordan man skulle undgå dem, selv uden at rulle terninger. Tom og de andre i spilgruppen var vant til at erklære search handlinger og rulle terninger for at demontere fælder, men Lars beskrev, hvordan hans karakter søgte efter spor, og han beskrev, hvorledes han pillede fælderne fra hinanden. Intet i det systemløse scenarie var uden for hans rækkevidde.

Kort før midnat nåede gruppen frem til hytten i skoven, hvor Emritus boede. De trådte frem og kaldte på ham. Ud af bygningen trådte en ung mand, der i modsætning til Frede ikke havde oplevet næsten tyve år gå sin gang. ”Hvem er I, og hvad bringer jer hertil?”
I rollen som Gebhard Rottedræber trådte Bo frem: ”Vi er fredelige rejsende, som søger Emritus den navnkundige. Jeg er Gebhard, og disse folk er mine rejsefæller. Er du Emritus?”

”Jeg er den, I søger. Jeg er Emritus. Hvad bringer jer til min skov?”

”Vi søger viden. Vi søger oplysninger om Lysindra. Vi søger oplysninger om Projekt Zeitgeist.”

Den aften lærte de mere om Lysindra, ind de brød sig om at høre, og de fik en antydning om Sandras skæbne. Efter den aften sov ingen af dem roligt i en uge.

Historien om Lysindra

De sad samlet hjemme hos Majken. På det lille stuebord mellem fyrfadslys var klemt tekande og tekopper ind. Mellem teskeer og hæklenåle flød mangefarvede terninger med mange forskellige sider. Tebordet var et komplekst landskab at at skue ned over, og det var ikke altid lige let at finde plads til en tekop. Deres samtale var stadig præget af rollespilsoplevelsen hjemme hos Frede, hvor Lars havde vist dem vej gennem en skov fyldt med fælder.

”Men sagde du ikke, at Lysindra er hovedarrangøren bag vinterlive og Operation julegave?” Anders lød skeptisk. ”Og det var hende, der var GM for sommerscenarie-arrangørerne på Con2? Hvor hun fik dem alle til at indleve sig i Lucan fra Lorania?” Anders havde hele tiden haft svært ved at købe den historie, som Tom og Emma havde taget med sig hjem fra Con2, men han kunne omvendt ikke benægte, at der skete sære ting, og at en live-rollespiller havde forsøgt at nakke mere end bare Toms karakter, da Tom var stukket af med arrangørnoterne.

”Netop, og så var hun Sandras karakter i Lawrences kampagne, som gik under navnet Projekt Neptun. Så meget har vi kunne læse ud af Torbens noter,” svarede Tom og kiggede i retning af Majken, da han nævnte Torben. Det var hende som havde pløjet sig gennem Claus’ flyttekasse med gamle rollespilsnoter, indtil hun havde fundet Torbens papirer blandt dem. Oplysningerne havde de sammenholdt med papirerne fra Projekt Neptun, som Torben havde givet dem, da de besøgte ham på Glænø.

Den næste tanke fik hele gruppen til at skutte sig. Samtalen om Lysindra havde bragt deres tanker ind på deres rollespilsoplevelse med Frede og med hans karakter, Emritus.
Det blev ikke sagt lige ud, men det lå i kortene, at Sandra muligvis havde baseret sin karakter, Lysindra, på en usynlig ven, hun havde haft som barn, og den usynlige ven muligvis var baseret på mindet om en søster, hun havde mistet, mens hun endnu var meget ung. Måske var Lysindra en skikkelse, som Sandra altid havde levet med, og som hun gennem rollespil mødtes med – og måske havde byttet plads med? Hvad end der var sket på Fastaval i ’97, da Lawrence havde sat sit scenarie op, så var spilgruppen gået i opløsning derefter, og flere af spillerne havde ikke spillet rollespil siden.

Majken afbrød tavsheden, der hang mellem dem. ”Ifølge Torbens noter, så var Lysindra en magtfuld troldkvinde og general. Jeg tror, Torben eller hans karakter var forelsket i hende.”

”Lysindra var ifølge Torbens baggrundsnoter den sidste overlevende af sit folk. Hun var fra spæd blevet oplært i heksekunster, og fra barnsben var hendes sjæl forbundet med et spøgelse. Hendes folk blev dræbt af orker …”

Ikke orker! Brød Emma og Anders ind i kor. Mængden af eventyrere, hvis familier var blevet dræbt af orker, blev vist kun overgået af mængden af fjerne, ukendte slægtninge, som man arvede mystiske kister, bøger og godser af i Call of Cthulhu. Stor dødelighed og risikoen for at ende som permanent sindssyg var ikke de eneste udfordringer mod at køre en kampagne med de samme karakterer i Call of Cthulhu. Også ejendommeligheden med at have talrige slægtninge, som man arvede mystiske ting af som udgangspunkt for scenarier var problematisk. I det mindste var karaktererne, investigators, i Call of Cthulhu ikke gjort forældreløse af orker.

Det minder mig om den gang vi spillede Jul i Mundstrup, henvendte Emma sig til Anders med. De tænkte begge tilbage til den gang de selv havde spillet Call of Cthulhu som jule-rollespil:

“Hvad er det?” Anders forsøgte at fange overskriften på det hefte, som Bo stod og viftede med.

“Det er horror-rollespil! Det er et scenarie til Call of Cthulhu, som jeg har fået af min fætter. Jeg var hjemme hos min familie i Jylland i julen, og der spillede mine fætrre og jeg det her rollespil, og jeg har fået scenariet med hjem, så vi også kan spille det!” Iveren havde fuldstændigt overtaget Bo, og hele hans ansigt skinnede af entusiasme. Han stak scenariet frem mod dem. Emma og Anders sendte hinanden skeptiske blikke – de kunne begge huske sidste jul, hvor Bo havde spillet SmølfQuest med sine fætre, og nu ville introducere dem for det – men de to imod heftet, han rakte frem mod dem. Forsiden af heftet, som forestillede et bylandskab i grønne toner, bar titlen Mundstrup rædslen – Sagen om Mikkel Bertel Olsen, forfattet af M.B. Amorfex.

I dagene mellem jul og nytår havde de spillet scenariet. Først havde de lavet karaktererne Matthias og Anders, og siden havde de udforsket den søvnige lille by, Mundstrup, og det havde de haft mange fornøjelige spilaftener med, hvorfor Call of Cthulhu var blevet et af deres yndlingsspil. Allerede fra begyndelsen havde de sat alt ind på, at mindst en af deres karakterer skulle overleve, så de havde fra begyndelsen delt deres party op, så Matthias tog ud og udforskede i Mundstrup, og så afrapporterede han til Anders, der sad tilbage i København og foretog den historiske efterforskning. Bo havde forsøgt at sabotere deres planer ved at påstå, at byen lå uden for mobil-nettet, men det havde i stedet resulteret i ihærdig brug af toge og pendling.

Majken afbrød deres minderække om Mundstrup og Cthulhu, da hun bragte orkerne tilbage på banen: ”Well, tyndslidt, som det måske er, så blev hendes folk altså dræbt af orker, og hun blev taget i pleje af en vandringsmand, der fandt hende siddende i ruinerne af sin landsby med sin afsjælede søsters legeme i sin favn. Lysindra blev i modsætning til de fleste andre eventyrere ikke drevet af hævntørst mod orker – hvilket måske er måden man kan standse det karmiske hjul af ødelæggelse?” afbrød Majken sig selv med, ”og i stedet levede hun med døden ved sin side og stræbte efter evigt liv, så hun kan holde mindet om sit folk i live. Hun var den sidste af dem, og uden hende ville ikke kun hendes familie dø ud, men hele hendes folks eksistens ville gå til grunde. Hendes drøm om udødelighed blev drevet af ønsket om at holde hele sit folks eksistens i live gennem hendes egne minder.”

”Noget af en karakter, Sandra spillede” lød det fra Anders.

Fra Tom lød det tørt: ”Og det fører os så til Operation julegave.”

”Hvor kommer Lysindra ind i alt dette?” lød det undrende fra Bo.

”Det kan Emma svare på”, svarede Tom.

”Men inden jeg gør det, er der noget andet, jeg først må redegøre for jer, ellers kommer det her ikke til at give meget mening,” supplerede Emma.

Fortsættes …

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Call of Cthulhu, Julekalender på bloggen, Projekt Julegave, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s