[7. dec] Tales from the Floating Vagabond – fordi rollespil skal være sjovt

Julekalenderen kigger i dag på rollespil, når de skal være morsomme. Udgangspunktet bliver Tales from the Floating Vagabond, som du også kan læse om på bloggen Spil og Spilopper i morgen. Tales from the Floating Vagabond blev udgivet i 1991 af forlaget Avalon Hill, som nu ikke findes længere, og som mest af alt er kendt for sine historiske krigs- og strategispil (f.eks. brætspillet Civilization).

Tales from the Vagabond regelbogen med Holloways særegne streg.

Tales from the Vagabond regelbogen med Holloways særegne streg.

Relativt tidligt i rollespillets historie dukker humoristiske eller satiriske elementer op. Allerede Gygax og hans venner morede sig med ordspil og lignende, og med tiden udgav TSR deciderede humoristiske supplementer, f.eks. WG7 Castle Gygax (1988) og AC11 Book of Wondrous Inventions (1987), hvor særligt Wondrous Inventions vakte tvivl om, hvorvidt det egentlig var noget, der skulle spilles, eller som bare var udgivet for sjov. Rollespillet Paranoia (1984) trak decideret på sort humor og satire, på referencer til samtidens popkultur og pakkede det ind i tragisk galgenhumor (læs mere om Paranoia her), mens Toon – The Cartoon Roleplaying Game (1984 fra Steve Jackson Games – ja, dem med Munchkin-spillet – læs mere om Steve Jackson i planB’s julekalender) tog fat i humorgenren fra Looney Toons-tegnefilmene og skabte det kaos, man kendte fra Daffy Duck, Snurre Snup og Elmer Fjot, og Macho Women with Guns (1984) forsøgte mere at være parodi og humor rettet mod kønsstereotypier og fordomme pakket ind i en rollespilsbog. Toon og Paranoia virker som morsomme rollespil, men komedie-rollespil er ellers sjældne, og nok mest af alt, fordi det er vanskeligt at lave humor på kommando. Rollespil har derfor sin egen tilgang til genren, og det er dagens emne.

Bagsiden af regelbogen til Floating Vagand

Bagsiden af regelbogen til Floating Vagand

Tales from the Floating Vagabond er en art komedie-rollespil, men det er også bare en fjollet ide. Det er sjovt men også fjollet at læse reglerne, og helt grundlæggende må man spørge, om det egentlig er intentionen, at folk skal spille Tales from the Floating Vagabond, eller om de bare skal læse reglerne og grine af humoren i det. Dette med, hvorvidt det er et rollespil eller en kritisk kommentar formidlet via rollespilsbogen som medie, dukker også op igen i forbindelse med rollespil som HôL (1994) og Violence (1999).

Tales from the Floating Vagabond udspiller sig i en interdimensionel kro et sted ude mellem stjernerne, hvor folk fra alskens steder i tid og rum kigger forbi (interdimensionelle barer blev også introduceret via GURPS Callahan’s Crosstime Saloon (1992) baseret på romanerne af samme navn, mens interdimensionelle Sigil fra Planescape fulgte i 1994), og herfra går det med sære eventyr mod rumnazister og andre usympatiske, fordomsfulde og fjollede væsner, mens man introduceres for det fjollede univers, som udgør Tales from the Floating Vagabond. Man kunne mere eller mindre smide alt ind i Tales from the Floating Vagabond og legitimere dets tilstedeværelse med kroens forunderlige evne til at samle ting fra kryds og tværs i universet (se TORG og Over the Edge for andre rollespil, som raskt væk samler alskens sære ting).

Styrken ved rollespillet var for mig tre ting:

  1. Forsiderne på deres produkter, som blev tegnet af den uforlignelige Jim Holloway, der også leverede tegninger og illustrationer til Paranoia og Dungeons & Dragons (blandt andet førnævnte Book of Wondrous Inventions).
  2. Over the top fjollet komedie-action, hvor færdigheder, udstyr og lignende alle bag tossede og forunderlige navne. Alene det at nævne tingene var sjovt og fjollet (f.eks. størrelseskategorierne i våbenafsnittet inkluderer størrelsen “Don’t Point That Thing at My Planet”), og det blev akkompagneret af tegninger, der forsøgte at fange humoren (men var ikke af Jim Holloway).
  3. Hver karakter har sin særlige schtick, som er spillets klare styrke. En genre-konventionel evne, som bryder spillets regler, og hver schtick er hentet fra sin egen genre og i sin oprindelige form ikke intenderet som værende morsom (f.eks. The Rambo Effect, hvor fjender ikke kan ramme på Short Range, som er hentet fra Rambo 2 og 3), og man opnår derved en særegen form for genre-mash-up, som de andre komedie-rollespil ikke rammer.

Svagheden ved Tales from the Floating Vagabond er den samme som for flere af de andre rollespil fra perioden. Det er unødigt omfangsrigt og fyldt med alskens regler for noget, der egentlig are skal være fjollet humor.

Tales from the Floating Vagabond har desuden været en tur rundt om kickstarter, som talrige andre rollespil fra 80’erne har været det. Bogen blev funded i 2013 med udgivelse i 2014, men den lader til at være forsinket med nu snart tre år. Læs også om Tales from the Floating Vagabond i Spil & Spiloppers julekalender.

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Adventure Game, Julekalender på bloggen, Rollespil, Tales from the Floating Vagabond og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

9 svar til [7. dec] Tales from the Floating Vagabond – fordi rollespil skal være sjovt

  1. Peter Lind siger:

    Tales har efter min mening det ekstra problem ift normalt rollespil at spillerne ikke blot skal være klar på at spille men skal være indstillede på at tage det morsomme/fjollede alvorligt – ellers falder det hele fra hinanden.

    Det bliver tightrope walking mellem at fjolle og være seriøs: det skal være sjovt men på spillets præmisser, men samtidig ikke så seriøst at plothullerne og universet giver problemer.

    Til gengæld var det fantastisk sjovt at læse, både regler og scenarier 😀

    Like

  2. Morten Greis siger:

    Det er gode pointer.
    Min erfaring med humorrollespil har typisk været, at det virker, fordi folk er meget vidende om, hvad de går ind til (men jeg har set Tales from the Floating Vagabond ende som en tør omgang, fordi man spillede for meget efter spillets regler, som dræbte det – der virker Toon bedre). Måske Floating Vagabond har den ekstra udfordring, at man skal spille det mere straight face for at det bliver rigtig morsomt?

    Læsningen af Tales from the Floating Vagabond er på den konto lidt som med Paranoia og til dels Toon, at det er morsomt at læse, og nogle gange en bedre, morsom oplevelse end at spille det. Jeg har haft skimmet nogle af scenarierne for år tilbage og husker dem også som ret morsomme.

    Like

  3. Elias Helfer siger:

    Heh. Jeg er sikker på at jeg har læst TFTFV engang for længe siden. Jeg kan huske spillets schticks, og også det med våbenstørrelser.

    Humoristisk rollespil er så svært, fordi det ofte bare kommer til at handle om at de tossede påfund hober sig op. Fiasco gør det rimeligt godt, fordi hele systemet handler om at sætte en situation op, der fører til humor.

    Like

  4. troelsken siger:

    Ooh! Ooh! Det har jeg meninger om! Nærmere betegnet at absurditet kan virke ret godt i rollespil, hvis man pacer det på en gavnlig måde, mens punchline humor som kræver umiddelbar komisk timing af spillere falder pladask, hvis ikke man har en spiller med reel komisk timing. Og det er et sjældent talent.

    https://planbrollespil.wordpress.com/2016/05/02/komik-i-rollespil-med-og-mod-mediet/

    Like

  5. Morten Greis siger:

    Påtaget humoristisk rollespil synes jeg er svært, men at få rollespil til ende i sjov og fjol er nærmest nogle gange en udfordring at hindre.

    Like

  6. Morten Greis siger:

    Ja, der er den! Punchline humor er svær i rollespil – og sammenlignet med film er det svært, fordi man kan tage scener om (og det er sjovt at se fraklip til komedier, da man ofte kan se, hvordan den samme scene rummer flere forskellige vittigheder, hvor der nærmest synes fyret en ny punchline af i hvert take, indtil de har den rette).

    Like

  7. Lars Wagner Hansen siger:

    Teknisk set eksisterer Avalon Hill stadig og er en del af Hasbro. De laver ikke rollespil længere og deres brætspil er også af en helt anden type end dengang.

    Like

  8. Pingback: [23. dec] Itras by – norsk surrealisme som rollespil | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

  9. Pingback: Julekalenderens 24 låger – 24 rollespil, du bør kende | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s