[anmeldelse] Mørke guders templer

moerke-guders-templerDet begynder skidt. Først et langt forord om genren, og derefter en stribe noveller, som har svært ved at leve op til førnævnte genre. Heldigvis distraheres man som læser af de mange små sproglige fejl og redigeringsfejl, som redaktørerne ikke har fået luget ud i.

Det handler om antologien Mørke guders templer, red. Rasmus Wichmann og Henrik Sandbeck Harksen, H. Harksen Productions 2016.

Og så har Rasmus, bidragsyder, forordsskribent og redaktør, ikke en gang styr på mit efternavn, det er Petersen, ikke Pedersen. Da jeg sammen med Troels Ken Pedersen har begået en række af de Sword & Sorcery-rollespilsscenarier, som Wichmann omtaler, bliver jeg omtalt i foromtalen. Så lad os kigge en gang på den, inden jeg går i gang med historierne.

Foromtalen “Hvorfor Sword & Sorcery?”

Intet værk fra Wichmann uden, at der følger den Wichmannske tirade om, at miljøet [indsæt forhåndenværende hobbymiljø] aldrig gør det, som han synes miljøet bør gøre, og ligeledes også her, hvor han bringer en ærgrelse over, at rollespilsmiljøet og fantasyforfattermiljøet ikke lader sig inspirere mere af hinanden. Han fremhæver i den forbindelse bidragsyderne Flemming Rasch og Martin W. Jürgensen, som begge har skrevet rollespilsscenarier, som de absolutte sjældenheder, der både skriver rollespil og litteratur – men samtidig overser han f.eks. novellesamlingen Ad mørke stier udgivet af Rollespilsforlaget og forfattet af lovende unge forfatterspirer, der har tilknytning til rollespilsmiljøet, ligesom han heller ikke får Mette Finderup og Alex Uths forfatterskaber med, selvom begge er aktive både som forfattere og som rollespilsforfattere. Heller ikke f.eks. Dennis Gade Kofoed og Marie Oscilowski nævnes, endsige Lars Konzack, Klaus Æ. Mogensen eller Kasper Lapp – og faktisk har Andreas Lieberoth begået en interessant artikel om, hvorledes Lapp forvandler rollespil til litteratur – og her har jeg ikke en gang ledt specielt grundigt efter forfattere – f.eks. skylder jeg at nævne Palle Schmidt og Merlin Mann for deres tegneserier, og sådan er der mange scenarieforfattere, som også har begået sig med bøger og tegneserier. Imidlertid vil Wichmann nok efterlyse en specifik form for ideudveksling og sætte hegnspælene et nyt sted.

Gennem forordet Wichmann har etableret at novelle-samlingen består af historier fra fantasy-undergenren ‘Sword & Sorcery’ eller ‘heroisk fantasy’, som han foreslår som alternativ (blandt andet fordi ‘Sværd & trolddom’ allerede er taget af en anden bogserie). Udfordringen bliver for en læser som undertegnede – der trods alt er nævnt i samme forord om Sword & Sorcery – om jeg skal læse historierne som (dansk) fantasy eller som (dansk) sword & sorcery? Læser jeg dem strengt som sidstnævnte kommer de fleste af historierne til kort. Læser jeg dem som fantasy, er det anden sag.

Novellerne i antologien

Martin W. Jürgensen leverer med Menneskejagt en grum historie, barsk og bloddryppende, og for at bringe rollespil på banen, nu hvor Wichmann fremdrog et ønske om samspil på denne bane, så er læsningen af den … stilmæssigt grimdark fantasy, der tilnærmer sig Robert E. Howards Solomon Kane-historier, men som ender med at være som at læse genfortællingen af et Warhammer fantasy-scenarie, der ender med et TPK. Sammenlignet med rollespilsmediet er det et scenarie, hvor første scene handler om at gruppen hyres, anden scene handler om, at gruppen ‘investigator’ et gerningssted, som bruges som stemningsopbygning (inklusive de obligatoriske men fejlede sanity checks), og efter en rejse-scene konfronteres skurkene af eventyrerne, og det kommer til kamp – og her kommer historiens brutal twist ind – og kampen ender uheldigvis med en masse critical hits, som dræber alle de menneskelige antagonister og protagonister.

Det er en underholdende og blodig historie, men også en historie, der synes mere forelsket i sit grumme oplæg og groteske monster, end i at fortælle en egentlig ‘Sword & Sorcery’-historie.

Caels øje er en af disse sære, drømmende historier, hvor den mytiske virkelighed smelter sammen med den fysiske virkelighed i en sanselig fortælling, der skøjter af sted på overfladen af det groteske. Det er en historie, der langt mere emmer af weird fiction og Lord Dunsanys forfatterskab, end det er Sword & Sorcery og Rovert E. Howard.

En sang om vand bringer en fantasy-historie, der fint udnytter sin beskedne plads til at opbygge en verden og forløse en række af dens centrale elementer i historien om en ung form-skifter, der er i kløerne på en ældre generation af magthavere og troldfolk, som på tværs af generationer udkæmper deres stridigheder.

Mørke guders templer er omtrent halvvejs inde i novellesamlingen, hvis historier indtil nu har bevæget sig over Warhammersk grimdark til Dunsanysk weird til stadig mere og mere klasssisk fantasy, og historien i Mørke guders templer om elvere, mennesker og onde væsner fanget i evige stridigheder føltes mere som oplægget til en trilogi i ni bind på hver fem hundrede sider (ja, jeg er ingen fan af fantasy af den art, og Mørke guders templer førte mig mest af alt hertil).

Det er historien om de ildesete aske-elvere, der faldbyder sig som lejesoldater i en evig kamp om et tempel, som en ondskabens herre ønsker at underlægge sig, og heldigvis viser aske-elverne deres værd men for en høj pris. Undervejs løftes sløret delvist for selve verdenen, som historien udspiller i, og der er tydelige konturer af noget, som er interessant, men det reder ikke historien fra aldrig at blive rigtig interessant.

Dødedagene handler om en nekromantikers stræben efter udødelighed, og hvordan han er villig til at manipulere sine generaler med tomme løfter og villig til at tabe slaget, så længe han kan vinde krigen, og det kan han, hvis han kan opnå udødelighed. For derefter vil intet hindre ham i at rejse hære af dødninge til at underlægge sig verden, og der er ingen løfter, som han længere vil være bundet af. Det er relativt traditionel fantasy, og med en forudsigelig handling, hvor den skurkagtige hovedperson til sidst overraskes, idet han ikke kunne gennemskue, at hans undersåtter havde gennemskuet ham.

Vandrerens dagbog er en kedelig tekst, hvor titlen siger det hele, og hvor der ikke rigtig sker noget. Vedkommende vandrer, det er en anonym fantasy-verden med noget magisk realisme, og der kommer ikke rigtig noget ud af det.

Den grå guds tempel af Flemming Rasch er skrevet af en rollespilsforfatter, der har leveret scenarier til Viking-Con, og som har både skrevet noveller og i årtier spillet rollespil, men sidste con-scenarie var tilbage i 2007. Vi er ude i en genrebevidst historie, der udspiller sig i en post-apokalyptisk verden, som sikkert er ruinerne af vores generationer fra nu. I denne verden rejser en pige ud iført en maske for at redde sin søster fra en fæl kult, der vil ofre hende for at forlænge deres liv, og det er en verden, hvor guder er falske, og kulte er løgnere. Pigen akkompagneres af en naiv, men ferm kriger, der dog langt fra klarer sig helskindet gennem kampene med monstre og bøller. Rasch udforsker derved Sword & Sorcery genren og tager blandt køn op til overvejelse i sin historie. Dette er en af samlingens absolut bedre historier, den har en tiltrængt genrekendskab, men det bliver også dens svage punkt, da jeg ikke synes historien formår at løfte sig ud af pastichens greb.

Karzul – stjernekoglerens forbandelse er den anden gode historie i samlingen, men der er ikke meget sword & sorcery over denne røverhistorie, der mere er en satire over eventyrgenren, og som ikke kan lade være med at have en meta-bevidsthed omkring rollespilsfantasy-genrens eksistens med krigere, der hyres af troldmænd til at gå på en mission for dem. Der er mange gode ideer i Karzul-historien, men dens glimt i øjet og meta-referencer i form af sin struktur gør den triviel og generisk i længden.

Tårernes konge er en triviel historie, der udspiller sig i 1200-tallets Persien, hvor mongolerne netop har overtaget magten. Trods sin historiske ramme er historien noget så fiktiv, og den bæres frem af hovedpersonen Jim (jeg har et problem med hovedpersoner, der hedder Jim – det er alt for meget rocket ship science fiction fra 1950’erne med den slags navne). Det er tilsyneladende forfatterens intention at lege med temaet fri vilje kontra skæbne, men historien er blot en prolog til en større fortælling, og det er lidt småkedeligt, generisk fantasy med en påstået historisk ramme og en hovedperson, som hedder Jim al-Haytam.

Oprørere af Rasmus Wichmann er romer-fantasy, og i modsætning til den foregående histories forfejlede forsøg på at være historisk med nogle fantasy-elementer, så kæmper Rasmus med at forankre historien i sin historiske ramme, og vi får derfor bisætning på bisætning, indskudt sætning på indskudt sætning, der skal minde os om, at vi er i det romerske Britannien. Udover et sjovt valg (som for resten allerede er dækket af rollespillet Cthulhu Invictus) med Romerfantasy (se også tegneserierne Hinsides Stenen og Gudernes skat for bud på romerske og sen-antik fantasy) og et aktivt forsøg på at begå verdensskabelse undervejs i historien, så drukner den i mystiske konspirationer og en mærkelig, hemmelig magtkamp, hvor Romerriget og menneskeheden er infiltreret af noget, der bogstaveligt inficerer/infiltrerer og korrumperer (se også Iron Empires, Babylon 5 (sæson 3-4), slutepisoden af Star Trek: Next Generation sæson 1, Stargate for andre eksempler på ting, der inficerer imperier og korrumperer dem). Man har på fornemmelsen, at Wichmann har spekuleret en del over baggrundshistorien og præsenteret os læsere for et lille udsnit af den. En blandt mange små historier i en større verden.

Den yderste dag af Thomas Hverring er en svulstig beretning, hvor en Robert E. Howardsk barbar-kriger rejser rundt i en Lovecraftsk apokalyptisk verden, hvor stjernerne står ret, og alt går under. Det er to forfattere, det er to verdener, som mødes i en sær fortælling, der mere er en oplevelse ud i weird fiction a la Clark Ashton Smith end i sword & sorcery. Det er ikke skidt, og historien var en sjov oplevelse at læse, og en historie, der fulgte temaet fra flere af de andre historier med muskuløse krigere, der hugger legemsdele af, i en verden ramt af undergang.

Antologien Mørke guders templer lider under en redaktion, som ikke er nået helt i mål. Sprogblomster har slået rod i teksterne, og nogle steder hopper og danser teksttypen, og det er ærgerligt. Mere ærgerligt er forsøget på at skabe en genre-antologi og gøre det på bestilling – samlet er de historier, som blev indsendt, ikke de historier, som blev udvalgt, fordi de falder inden for genren, og derfor består antologien langt fra af Sword & Sorcery historier, og det giver et indtryk af, at Wichmann i sin indledende diskussion af genren forsøger at genskabe den til at matche det indsendte materiale. Der er nogle få gode historier i samlingen, og der er en række, som er trivielle fantasy-fortællinger, som ikke var interessante at læse.

Anmeldereksemplaret er venligst skænket af forlaget. Du kan finde dit eget eksemplar her.

Andre anmeldelser kan læses her:

Reklamer

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Anmeldelse, eventyr, Genrer, horror, Rollespil og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Et svar til [anmeldelse] Mørke guders templer

  1. Pingback: Mørke Guders Templer [Anmeldelse] – Spil og spilopper

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s