[anmeldelse] My Little Pony: Tails of Equestria – The Storytelling Game. Rollespillet om Friendship is Magic

tails-of-equestriaTails of Equestria er et My Little Pony-rollespil, hvor man spiller ponyer på eventyr i landet Equestria. Man tager rollerne som jordponyer, enhjørninge og pegasi i en af de mest farverige rollespilsudgivelser, jeg endnu har set.

Bogen er smuk og farverig, den sprudler af den eventyrlige energi, som My Little Pony udstråler, og det er en nem bog at kaste sig over, for målet er et rollespil, som børn også kan spille med i. Udgivet af forlaget River Horse, og som et ønske om at bringe rollespil til fans af MLP, er Tails of Equestria et godt bud, men ikke et, som jeg ikke har nogle kritiske bemærkninger til. Men først et blik på reglerne.

Regelsystemet til Tails of Equestria

Vi har et traditionelt rollespil med spilleder og spillere. Det er et task resolution-system, som anvender en enkel terningmekanik, men en der rummer et par fiffige tricks.

Hver karakter består af tre evnetal og nogle talenter, som er en blanding af ‘færdigheder’ og ‘særlige evner’. For hver evne har man en terningværdi (d4, d6 eller d8 ved spillets begyndelse), og når man står over for en udfordring, ruller man mod en sværhedsgrad på f.eks. 4. Rulles højt nok, er handlingen en succes, og ruller man en 1’er, kan spilleder introducere en kedelig hændelse.

Så mange farver! Mest farverige rollespilsbog, jeg endnu har set.

Så mange farver!
Mest farverige rollespilsbog, jeg endnu har set.

Karakterers talenter gør det muligt, at man a) ruller om, b) må rulle mere end en terning og vælge det bedste resultat, eller c) hæve en terning med en kategori (f.eks. fra d4 til d6, fra d8 til d10). Det fiffige i denne model er, at på intet tidspunkt er der nogen modifiers (altså ingen hovedregning med at føje bonusser til terningkastet), og det gør systemet meget brugervenligt og også nemt for yngre spillere: Altid bare kigge på terningen med det højeste resultat.

Systemet anvender også Exploding Dice/Open-Ended Roll (kaldet Exploding Hoof), som bruges hvis sværhedsgraden er over karakterens evne (f.eks. sværhedsgrad 5, og man kun har d4 i evnen). I så fald ruller man sin terning, og hvis man ruller det højst mulige (4 på en d4), må man rulle næste størrelse terning, og hvis den ruller højst mulige, må man rulle den næste terning i rækken (så hvis der rulles 4, må man rulle sin d6, og rulles der 6, må man rulle d8 etc.), og til sidst vælger man det højeste resultat.

Kamp fungerer efter samme overordnede princip. De to parter ruller begge deres evne terning, og højeste terning vinder runden og skader modparten. Modparten mister et antal stamine-point svarende til modpartens rul (dvs. hvis man ruller 5 og 3, vinder 5’eren og gør 5 skade). Karakterer begynder spillet med 10 eller 12 stamina, så kampe går stærkt. Rammer man 0 stamina, besvimer man, og risikerer at blive taget til fange. Stamina genvindes ved at sove, ved at spise og ved at blive helet med trolddom.

Karakterskabelse

  • Vælg en pony-type: Jordpony, enhjørning, pegasus
  • Vælg et sæt evnetal (Body, Mind, Charm)
    • Enhjørning, pegasus d4 / d6 / d6 eller d6 / d4 / d6 – Stamina 10
    • Jordpony: d6 / d6 / d6 eller d8 / d4 / d6 – Stamina 12
  • Vælg talent
    • Enhjørning – Telekinesis d6
    • Jordpony – Stout Heart d6
    • Pegasus – Fly d6
Stadig masser af farver!

Stadig masser af farver!

Alle ponyer har et talent efter deres type, og de vælger yderligere et talent, eller de hæver deres første talent med en terningstørrelse (fra d6 til d8). Det valgte talent bliver også ponyens cutie mark.

  • Vælg Quirk

Hver pony har en quirk, som er et negativt personlighedstræk eller noget, som ponyen er bange for, og som er med til at skabe handling og konflikt i spillet.

  • Beskriv ponyen, vælg navn, tegn ponyen, køb udstyr
  • Noter antal Friendship Points (1 pr spiller ved bordet inkl GM)

Det er meget hurtigt og nemt at lave karakterer. Det, som tager tid, er at vælge talent og quirk og få købt ind af udstyr.

Efter hvert eventyr stiger man level, og når man er steget level, får man nye friendship point, og man må hæve en evnes terning med en størrelse, samt hæve alle anvendte talenter med en terningstørrelse samt erhverve et nyt talent eller forbedre et ikke-anvendt talent.

Friendship-mekanikken

Noget af det mest særegne og tematisk stærke ved Tails of Equstria er Friendship-mekanikken, som rummer nogle interessante elementer.

Endnu flere farver! Det er noget helt andet end skumle, dystre, grimdark, gothic horror rollespil, som ellers ofte er normen.

Endnu flere farver! Det er noget helt andet end skumle, dystre, grimdark, gothic horror rollespil, som ellers ofte er normen.

Man begynder spillet med et point per spiller inkl. GM, så en spilgruppe med to spillere og en GM, lader spillerne begynde med 3 point hver, mens en spilgruppe med seks spillere og en GM, begynder med 7 point, og hvis en ny spiller slutter sig til spillet, stiger puljen. Det er godt med venner, og mange venner er bedre. Det er et sjovt meta-element over denne del af mekanikken.

Friendship Point kan spenderes på a) 1 point: at rulle terninger om, b) 2 point: på at rulle d20 i stedet for den egentlige terning eller c) 3 point: automatisk succes. Point kan også bruges på at ændre historien – typisk ved at opnå et lykketræf eller lave en mindre ændring (f.eks. føje et glemt stykke udstyr til ens rygsæk).

Hvis flere spillere går sammen om at betale for effekten, bliver den billigere eller bedre, fordi det er en venskabshandling at betale venskabspoint sammen, og det skal spilleder belønne. Igen en ret fascinerende og ret charmerende meta-mekanik, som handler om spillerne, og reflekteres ned i spillet.

Point optjenes ved 1) nye missioner, 2) når man stiger level (hvor man tjener et antal svarende til antallet af andre spillere, hvis karakterer stiger level samtidig med; igen denne sociale effekt), 3) ved at udvise venskab (det sker på GMs vurdering, hvilket ikke er sjovt) og 4) når en quirk bliver et benspænd i spillet (f.eks. hvis en karakter grundet angst for edderkopper ikke kan udføre en handling, og en anden karakter så springer til i stedet, har quirken haft en funktion, og derved vindes et venskabspoint). Point via quirk er en god måde at få negative karaktertræk med i spillet, og igen en fin måde at understrege spillets tema.

Alt i alt er friendship-mekanikken det, som gør Tails of Equestria interessant, og det er sjovt at se, hvordan venskab ved bordet og i spillet bliver kilden til at overvinde udfordringer. Det er nogle ideer, jeg kunne finde på at stjæle over i andre rollespil.

Kritiske bemærkninger

Regelsystemet er meget enkelt, men det er egentlig ikke mit problem, for det er ikke et regelsystem, som lover mere end det. Verdenen forudsætter et vist kendskab til tegnefilmsserien, men det ligger trods alt i spillets titel, så det kan man heller ikke beklager sig over. Bogen er nogle steder underlagt den lidt besynderlige, pædagogiske tone, som amerikanere bruger, når de skal tale til børn, og det er lidt trættende at læse, men bogen og reglerne er hurtigt læst.

Svagheden i MLP:ToE ligger i vejledningen til spilleder, som generelt er kortfattet, og som er anbragt to steder. Det ene sted er i det obligatoriske GM-afsnit, mens det andet er spredt rundt om i teksten, hvor man igen og igen, får at vide, at spilleder kan ændre på forholdene: ‘Det koster X Friendship Point at gøre Y, men spilleder kan ændre det efter behag’, ‘Spørg spilleder om evnen kan bruges’ osv. Hvorfor spilleder har denne ret (udover at GM-afsnittet ligger stor vægt på Rule 0), og hvordan den skal forvaltes, gøres der meget lidt ud af – hvorfor skulle spilleder have interesse i at ændre på spenderingen af Friendship Point osv.? Der ligger en underliggende ide i spillet om, at spilleder er en forældre (hvilket ikke nødvendigvis er en urimelig antagelse), og hvad der ikke kommer frem tydeligt, er at spilleder skal manipulere spillet for at opnå et bestemt spilforløb (som er den problematiske brug af Rule 0). Lige præcis her mister MLP:ToE noget af sin begyndervenlighed, og det er synd.

Et par ekstra bemærkninger: Bogen rummer nogle variant-regler, f.eks. hvis man gerne vil spille helt unge ponyer, og der er et intro-scenarie, der er fint til at understrege spillets temaer.

Hvem er Tails of Equestria for?

Det er for børn, det er for folk, der gerne vil prøve rollespil, det er for bronies, og det er folk, der gerne vil se et eksempel på en fantasy-genre, som ikke er grimdark, gothic, dark fantasy, gritty fantasy, sword & sorcery, men derimod en farverig, sprudlende evnetyrverden, hvor venskab spiller en stor rolle. Talrige Disney-tegnefilmsserier og des lige dækker genren, men inden for rollespil er det en sjælden genre, og der er Tails of Equestria et godt eksempel. Intro-scenariet til MLP:ToE understøtter rigtig fint spillets ide, og af ren nysgerrighed og for at opleve denne genre, så er ideen om at spille Tails of Equestria mig ikke fremmed.

Tails of Equestria udkommer foråret 2017.

PS. Ideen om et My Little Pony-rollespil er ingenlunde ny. På danske rollespilsconner har der tidligere været rollespil baseret på My Little Pony: MLP, MLP – Ikke for starte sjæle.

Advertisements

Om Morten Greis

Historiker, etnolog, brygger, fægter, rollespiller, science fiction entusiast History and Ethnology, brewer and fencer, roleplayer and science fiction enthusiast
Dette indlæg blev udgivet i Adventure Game, Anmeldelse, My Little Pony, Rollespil og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 svar til [anmeldelse] My Little Pony: Tails of Equestria – The Storytelling Game. Rollespillet om Friendship is Magic

  1. PinkPulse siger:

    Uh jeg bliver jo helt fristet til at prøve det. Rollespil, my little pony og simple regler. Det lyder jo som den perfekte weekend underholdning 🙂

    Liked by 2 people

  2. Morten Greis siger:

    God fornøjelse! Det udkommer lige om lidt, og jeg er sikker på, at I kan få nogle hyggelige timer ud af rollespillet.

    Like

  3. Pingback: Mine næste kampagner | Stemmen fra ådalen – en blog om rollespil og historie

  4. Pingback: [anmeldelse] Epyllion – Friendship is Magic | planB - this revolution will not be televised

Skriv, skriv, skriv

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s