Så dukker en ekspert op:
Jeg kunne her sagtens lige indsparke nogle meget triste historier om rollespils frygtelige konsekvenser for unge mennesker med svag jegfølelse og bla bla bla, som jeg tidligere har stiftet bekendskab med, via mit prof liv som socialpædagog på behandlingshjem. Det bliver en anden dag, hvis jeg gider.
Det tror jeg ikke på.
Ordene er fundet i dette blogindlæg med den sigende titel, Hvad sker der med det der rollespil?, og videre skrives der:
Jeg er slet ikke ude på, at vurdere disse mænds eventuelle personlighedsforstyrrelser eller andet psykospam. Jeg undrer mig bare over hvad jeg ser. Tager det til undrende efterretning. Og, fatter ikke en skid af det hele. Skidt pyt, de hygger sig, ungerne er aktiveret, mændene var glade og det er da bedre end hvis manden hver lørdag drikker sig i hegnet på bodegaen og tæver kone og børn. Stillet sådan op, foretrækker jeg da klart en mand i kjole, med et par horn, en spøjs kjole og et gummisværd, ingen tvivl om det.
Det er utroligt mange ord om noget, hun ikke vil forstå, og ikke giver en chance for at forstå, og selvom hun nok så pænt erklærer, at hun ikke vil vurdere “eventuelle personlighedsforstyrrelser eller andet psykospam”, er det det, hun gør: hellere at de har eventuelle personlighedsforstyrrelser, end at de er voldelige alkoholikere. At rollespil kan have en værdi i sig selv, og at der er mening i det, rollespillerne foretager sig, er ikke kun noget bloggeren ikke forstår, men noget hun nægter at forsøge at forstå.
Rollespils image som relateret til det unormale og til psykisk syge – eller til det okkulte og derved magisk farlige – bliver konstant ved med at ligge latent hos folk. Ganske vist er vi langt fra 1980’ernes dæmonisering, men manet i jorden er dette spøgelse ikke.
Stemmen fra ådalen - en blog om rollespil og historie 
Har der egentlig været nogle tiltag fra rollespilsmiljøet for at komme disse fordomme til livs? Jeg ved der sker en hel del på børnefronten (“Er dit barn Rollespiller?” -folderen, bl.a.)… Men hvad med den bredere befolknings syn på det?
Nævnte blogger virker i øvrigt noget mere rabiat end jeg almindeligvis ser. Heldigvis kender jeg også en god bid pædagoger, som bruger rollespil som positivt og fremadrettet værktøj for børn – så kan man jo prise sig lykkelig over at det i hvert fald ikke er alle pædagoger, der har lignende ensporede og forståelsesfornægtende fordømmelse af mediet.
LikeLike
@Morten G: Godt skrevet.
@Morten H (pointen kommer lidt nede): Som du selv er inde på så er det begrænset hvor mange af den slags indlæg Greis her ser på, vi ser til hverdag. De seneste par år har jeg selv fået mere og mere forståelse fra folk omkring mig når jeg siger jeg spiller rollespil, og der er flere og flere der kender bare en smule til det. Når det er folk med børn er det ofte noget med Barda, og selvom jeg ikke er Barda og/eller liver så er det alligevel rart at folk bare har en smule forståelse for at rollespil ikke er for folk med lavt selvværd der flygter ind i en anden verden (og er det forkert at “flygte” ind i en anden verden? Gør vi ikke det hele tiden med alt muligt andet, musik, lego, bowling? Bare vi husker at komme tilbage igen)
Nå men min pointe i forhold til det Morten H skriver er, at spørgsmålet er om der er behov for at vi kommer denne slags fordomme til livs, så længe vi ikke ved hvor står “truslen” er?. Hvis vi går all-out defence på en “vild” anklage som få har, vil det så ikke vise overfor de mange der ikke tror vi er sære, at der måske alligevel er noget om snakken når vi synes vi bliver nødt til at forsvare os imod det?
Jeg ved det ikke, men jeg føler i hvert fald ikke et stort behov for at for-forsvare mig (og rollespil) mod en masse anklager der måske er der. Hvis de kommer, så lad os endelig tage den.
LikeLike
Eh. Hun er lidt langt at gå for at jagte forargelse, er hun ikke? Hun er da vist ikke just meningsdanner. Og jeg vil godt tro på, hun kender nogen, for hvem rollespil har haft “frygtelige konsekvenser”. Jeg kender til folk for hvem det at gå på den franske skole, blive gift eller arbejde på et trykkeri har haft frygtelige konsekvenser. Jeg kendte én for hvem det at gå over en vej fik frygtelige konsekvenser.
Ikke at jeg vil benægte, at det er et fordomsfuldt indlæg, men jeg ved personligt, at jeg ikke gider lægge arbejdet for at forstå, hvorfor folk læser Twilight, ser fodbold eller lægger deres egne horoskoper. Folk skal have lov til ikke at gide forsøge at forstå, hvorfor aktivitet X kan være dybt meningsfuld for andre, selv om den virker mærkelig. Burde de så lade være med at kæfte op om, hvor syg aktivitet X er, når de ikke ved en bjælde? Jada. Men igen, det er en personlig blog, ikke andet.
LikeLike
Nu er der jo mange spændende mennesker på nettet. Hvor du starter din standard-præsentation med din uddannelse, starter Stella sin med sit stjernetegn 🙂
Et citat som jeg synes er væsentligt er følgende: “For de voksne foregår der en helt anden leg. Her er legen alvor. Man er simpelthen den identitet man får via spillet.” Den påstand forklarer rimeligt meget resten af hendes vrøvl. Hvis nogen påtog sig deres rolle i den grad som hun siger ville det efter min mening være ret tæt på en personlighedsforstyrrelse. Vi flirter selvfølgelig med grænsen mellem rolle og spiller, men vi er jo samtidigt bevidste om at vi er Anders/Morten/etc. der spiller rollespil.
LikeLike
Jeg ville ærligt talt godt høre hvad hendes argumenter som socialpædagog var.
Er sikker på at der er en del folk tilknyttet vores miljø der har en del mere erfaring med psykologi end hende der.
Men, som der også her bliver sagt, lad os nu ikke fare i flint over noget der egentlig bare er en henkastet bemærkning fra en eller anden mærkelig blog.
(Bevidsthedsberøring, min bare… hvem f**nden tager den slags krystalviftende tosser seriøst?)
LikeLike
Hej folkens,
tak for kommentarerne
@ Morten H:
Pædagoger og lærere har generelt en god fornemmelse eller en god forståelse for gavnen af rollespil, således er min erfaring i alle fald. Mange har enten observeret deres elever bruge det, har selv spillet eller spiller endnu eller på anden vis fået introduceret gavnen af rollespil.
Der er vist mest af alt tale om en enlig svale, så vi ikke behøver at spekulere i strategier for at ændre vores image på det område (så kan vi altid overveje rollespils image som noget for børn med orker og elvere i skoven), som Kasper så ganske fornuftigt er inde på.
@ Kasper: Tak for kommentar og de pæne ord
@ Anne:
Jeps, det er en personlig blog, men den ligger offentligt til skue på nettet, og så kan den kommenteres på 🙂
For mig ligger der en anke i, at hun påberåber sig en professionel erfaring til at kritisere rollespil med, særligt når hun ikke kan eller vil forstå rollespil. Og som Søren bemærker kunne det være interessant, hvis hun faktisk gad følge op med sin kritik.
@ Anders:
Enig, hendes billede af rollespil er noget vrøvl.
@ Søren:
En enlig svale vil jeg også kalde hendes indlæg om rollespil, men det er trods alt et helt blogindlæg om rollespil og ikke en henkastet bemærkning – eller et udsagn på twitter.
LikeLike
Det er et eksempel på en ualmindeligt irriterende kombination, du har fundet dér: Damen siger stort set: “jeg ved ikke noget om det, men jeg er helt sikker på det er både frygtelig farligt og meget mærkeligt.”
Men øh… Damen med de fabalfantistiske navn “Stella Dea” (=Guds Stjerne!) forklarer i sin profil, at hun har en klinik/butik hvor hun primært beskæftiger sig med Bevidstheds Berøring(sic!) “Inka healing” og “Hot Stone massage”. Det kan man alt sammen læse mere om på butikkens hjemmeside. Her opgiver hun sine samlede kvalifikationer således Socialpædagog, Reiki og Inkahealer’ Clairvoyant’ Regressionsterapeut, Bachs Blomsterterapeut, Rosenterapeut, Hot Stone Massør og Bevidsthedsberøringsterapeut.
Alt sammen både tiltalende og interessante færdigheder som sådan. På den anden side synes jeg unægtelig at det samlede indtryk sætter relevansen af hendes repræsentatvitet en hel del i perspektiv.
Det er med andre ord ikke svært at finde enkeltpersoner, der mener trælse ting om rollespil, men det er ikke altid, at det betyder så voldsomt meget.
LikeLike
@Kasper M:
Jeg synes desværre, der er overraskende mange, som deler den citerede bloggers meninger og anskuelser. Heldigvis er det få, der lader den mening ud i æteren (og en blog er vel også på en eller anden måde privat område, som man blot lægger til skue).
Eksempelvis mødte jeg under mine studier en gruppe spillere, der frabad sig at blive fotograferet til en universitetsrapport, med henvisning til at de ikke ville risikere at blive genkendt af venner. Det er muligvis anderledes i København har jeg på fornemmelsen, men dette var altså vilkårene i Nordjylland.
Der er en del fora, hvor det at fortælle at man er rollespiller er at sidestille med socialt selvmord. Jeg tror heldigvis ikke, det er en “trussel”, der vokser sig større. På den anden side har jeg på fornemmelsen at den hastighed hvormed fordommende hidtil er skrumpet har stilnet voldsomt af.
LikeLike
@ Michael:
Tak for kommentaren og en hurtig bemærkning:
Ikke sikker på, at din oversættelse af hendes navn holder vand, da dea er hunkønsformen af deus og ikke genitiv (dei), så i stedet for “Guds stjerne” er det snarere “Stjernegudinden”. Det gør dog ikke navnet mindre storladen.
@ Morten H.:
Det er triste observationer, du har gjort dig der.
Rollespil associeres flere steder med noget barnligt, hvilket jeg ofte oplever på twitter, og der er intet under i, at folk ikke vil identificeres med deres interesse, og det er ærgerligt, at man ikke kan stå ved den.
I det mindste synes “socialt selvmord” ikke så grelt som den kvindelige bloggers opfattelser af rollespilleres eventuelle personlighedsforstyrrelser, omend det stadig er ærgerligt.
Heldigvis er der så også historier som Urbansinds forsøg på at kaste sig over rollespil http://urbansind.blogspot.com/2011/10/vi-spiller-rollespil.html og http://urbansind.blogspot.com/2011/10/rollespil-ii-mdet-med-larsianerne.html
Nu venter vi spændt på tredje del.
LikeLike
Man skal ikke fodre trolden. Der vil altid være tosser, tricket er at undgå at blive en af dem. Vi er kommet rigtig langt som hobby, langt nok til at den slags mennesker, som Stella her, ikke længere er interessante at diskutere med eller om. Og helt ærligt, hun siger at man bliver punker af rollespil, så bliver det ikke dummere (med mindre hun taler om københavnere, de er alle sammen punkere).
Lad os hellere gå ud fra det herlige faktum at de fleste efterhånden har et nogenlunde sundt billede af at rollespil er at lege rundt i skoven med børn og papsværd, for at fortælle om alt det andet som det også er og udvide et par horisonter hist og pist.
At rollespil skulle være social selvmord mener jeg er en overdrevet trussel, med mindre man omgåes dårlige mennesker, som man burde erstatte med nogen bedre eller oplyse om sandheden. Hvis vi skammer os over det vi laver eller holder det hemmeligt er vejen til generel oplysning væsentligt længere.
LikeLike
@Morten: MHT til navnet har du utvivlsomt ret; det er meget længe siden jeg har haft latin, men som du også siger, gør det ikke navnet mindre fantastisk!
@Oliver: Jeg er 100 enig og kunne ikke sige det bedre selv!
:o)
LikeLike