[ToC – BoL] De røde fingre

Velkommen til anden del af spiltestningen af Bookhounds of London-supplementet til Trail of Cthulhu.

Denne gang fik vi rullet terninger!

Vi var også ved at lide datadøden – man kan nemlig sagtens begrave folk i data uden handouts.

Vi manglede Peter og gemte derfor hans karakter nede i kælderen det meste af tiden.

Nogle mistede stability-points (hvilket er lidt som at miste sanity points i Call of Cthulhu)

Vi brugte en sej skill: Preparedness!

Og så var vi til en auktion, undrede os over reglerne, forkastede dem og lavede nogle helt nye.

Men nu til spilgangen: De røde bøger fra Ellis

Til denne spilgang var der kun tre af de fire spillere, og vi valgte at gribe fat i handlingen, hvor vi sluttede sidst. Den første scene handler om, at de lukker boghandlen ned for aftenen – og vi på den måde fik afrundet sidste gangs spil, og nu ville gribe fat i historien ved et lavere tempo, da det ikke handler om at standse kultisterne i sidste øjeblik. I stedet gælder det auktionen to dage fra nu.

Efterforskningen

Handlingen krydsklippede en del mellem spillerne, typisk Monica og Thomas på den ene side, og Nis på den anden side, hvor deres karakterer var ude og samle informationer. Det er derfor ikke helt let at opsummere handlingen, da vi typisk hopper frem og tilbage mellem en masse mindre begivenheder. Vi har en afslappet spilstil, hvor der ofte krydsklippes for at give spillerne tænketid, hvis de skal finde på en ny strategi over for en birolle, og de andre kommer ofte med indspark til, hvad den enkelte spiller kan gennem sin karakter spørge om. Vi har ikke skarpt afgrænsede roller, hvor den enkelte spiller ikke må trække på de andres informationer. Vi forsøger dog at holde fast i, at rollerne vender tilbage til boghandlen og udveksler informationer. Det gør de ofte ved tetid om eftermiddagen.

De mystiske arvinger

Vore boghandlerpak er ikke vildt interesserede i at skulle erhverve sig bogen til auktionen, da de ikke er sikre på, at de har midlerne til at vinde sig den. De forsøgte sidst at erhverve bogen direkte fra Henry Adler, der sammen med sin bror, James Adler, for et par uger siden arvede deres tante Irene Adler. Hun var beslægtet med greven af Ellis’ slægt. De er også mystificerede over hans grove afvisning af dem, og de har ikke tænkt sig at acceptere hans manglende høflighed.

Sir Gardner

Mr. Sheridan (Monica) og Frk. Hester (Thomas) beslutter sig for at trække på deres kontakt, Sir Gardner, som er en af de kontakter, der blev sat på listen, da vi skabte karaktererne og deres boghandel. Sir Gardner er en blanding af disse to skikkelser (i min tolkning af ham): Gerald Gardner og John Gardner (det er aldrig et tilfælde, at birollen Gardner har to sådanne navnebrødre). Sir Gardner er en gammel ven af Williams far, og i Monicas beskrivelse af ham, en gammel imperialist, der sammen med Williams far har kæmpet sammen i Indien for at holde sammen på resterne af det britiske imperium, og han er desuden benefactor for boghandlen. Monica har desuden besluttet sig for, at de har den bog med, som Peters karakter har haft arbejdet på. Det er et okkult værk indbundet i menneskehud (“bemærk ryggen på bogen, man kan stadig skimte et ar”) (men Peters karakter er en falskner, så det er i virkeligheden kyllingeskind), og har derfor en samlerinteresse for Sir Gardner, hvilket let gør ham villig til en sludder.

Sir Gardners gæster

Sir Gardner har gæster, da Hr. Sheridan og Frk. Hester kommer på besøg. Fra en stue høres kvindelatter fra 3-4 personer. Gæsterne føres imidlertid til en anden stue, hvor de tager sig en snak, mens William lader Sir Gardner studere bogen. De har opsøgt Sir Gardner, fordi han kender lidt til Irene Adler, men han kan desværre ikke sige meget. Hun var interesseret i det okkulte, særligt i angel-saksisk hedenskab, og hun søgte dets magiske rødder i Norden med henvisning til værket “Wormianus”, og hun gik bort for nyligt, hvorved hun overlod sin arv til to nevøer, som han ikke kender, og som ikke har gjort sig bemærkede på den okkulte scene. Han tilråder vore helte, at hvis Henry Adler ikke vil lade dem komme til den ønskede bog på anden vis – og der kan Sir Gardner ikke gøre noget – så må de manipulere auktionen. De kan hype andre værker, så folk køber sig fattige for tidligt, de kan ændre på rækkefølgen af de auktionerede bøger (så deres kommer til sidst), og de kan indgå forbund med andre deltagere om ikke at overbyde hinanden.

Pan og Diana

Sir Gardner kommer desuden ind på et eksotisk emne – Pan og Diana, og det engelske landsskabs guddommelighed. Det engelske landskab er besjælet med voldsomme naturkræfter, som den hemmelige heksereligion – som ægyptologen Margereth Murray har afdækket i sin Witchcults of Western Europe og The God of Witches (som helt tilfældigt inspirerede Palle Lauring til at skrive Danmarks håb og horn – bemærk min anekdote i foregående indlæg) – dyrker manifesteret i form af Gudinden og Guden, som de udtrykker i form af Diana og Hekate, og i form af Pan, satyr og Den grønne mand. Sir Gardner forklarer, at de europæiske urreligioner er næsten forsvundet, men levn eksisterer overalt, f.eks. julemanden en langt mere dæmonisk skikkelse andre steder, og i New England har de stadig levn af dette, hvor man ved juletid strejfer om i formummede bander på tolv mand, der banker på døren hos folk, belønner artige børn og straffer uartige børn. De støjer, skræmmer og laver ballade.

Og ud af en tematisk relevant tangent

På Monicas foranledning forklarer han også, hvorledes at det indiske folk har en langt mere barnlig og voldsom natur, da deres landskaber er helt anderledes besjælet. Han har selv mærket dæmoniske Kalis voldsomme, frodige og destruktive skaberkraft, som lurer i junglerne. Vi er nu godt på vej ud i en gang kolonialisme af værste skuffe sammensmeltet med 1930’ernes nyreligiøse, proto-wicca-bevægelse, og igen på foranledning af Monicas spørgsmål, forklarer Gardner også, at han har været i Afrika, og han opstiller afrikanere, indiere og britter i en theosofisk racistisk forklaringsmodel, hvor de ophøjede ånder er faldet ned gennem dimensionerne og taget bolig i menneskekroppe, og hudfarve/melanin demonstrerer en åndelig renhed (og er et lille element af Rudolf Steiners tanker, som Steiner-apologeter arbejder hårdt på at bortforklare, men de kommer ikke uden om, at han var et barn af sin tid).

[På det her tidspunkt nærmer datadøden sig vist omkring sære, magiske forestillinger om urreligioner, dæmoniske frugtbarhedsguder og landskabers iboende kraft formende indbyggeres nationale karakter – for yderligere læsning: Aryan Idols – Indo-European Mythology as Ideology and Science, Invented Knowledge – False History, Fake Science and Pseudo-religions, Nazimyter – Blodreligion og dødskult i det tredje rige (selvom den disser rollespillere), UFOer og rumvæsner – Myten om de flyvende tallerkner, Den gamle nyreligiøsitet – Vestens glemte kulturarv, Santa Claus – The Last of the Wild Men (selvom det er alt for amatøristisk et værk), Triumph of the Moon – A History of Modern Pagan Witchcraft. … og af en eller anden grund påstår jeg, at jeg er middelalderhistoriker]

Derefter tager de afsked med Gardner, og netop som de er på vej ud af hans palæ, passerer de døren til det kvindelige selskab igen, som er ved at læse digte højt. I selskabet bemærker de Frk. Hooper – den første af deres kunder, der spurgte efter Hughton-krøniken – og straks vækkes vore protagonisters nysgerrighed. Hvad laver hun her? Thomas og Monica er tydeligt i vildrede. Hvad betyder dette? Hvad skal de gøre ved det? De snakker frem og tilbage om det, sådan spillere og karakterer imellem, mens de i fiktionen står uden for hoveddøren. Nis foreslår, at vi klipper over til hans karakter imens, så Monica og Thomas har tid til at lægge planer, uden at deres karakterer i fiktionen skal forestille at stå et kvarter foran hoveddøren.

Manden i vinduet

Imens er Mr. Felgate taget ud for at holde øje med Henry Addler. Gaden er stille, få er ude denne aften, og en enkelt bobby spankulerer rundt i kvarteret. Felgate kigger op mod Addlers hus, hvor begge brødrene har residens. Kun på førstesalen er der lys, og gennem det nedrullede gardin ses silhouetten af en skikkelse, der studerer et værk, tager noter, går frem og tilbage fordybet i tankespind. Mr. Felgate beslutter sig for at se, om der er andre hjemme, og han ringer på dørklokken, hvorefter han skjuler sig.

Kort tid går, og Henry Addler dukker op. Han er bleg og et jaget udtryk præger hans ansigt. Mr. Felgate når lige at fange et blik af Addler røde fingeraftryk på karmen, inden de blegner væk, da Addler smækker døren i. [Nis spurgte direkte til, om han fik øje på fingeraftrykkene eller ej for at få bekræftet, om de stadig dukker op – og det gør de minsandten].

Sir Gardners poesigruppe

Planen er, at Frk. Hester skal vende tilbage til Sir Gardner og deltage i poesigruppen. Hun lukkes ind, og Sir Gardner præsenterer hende for resten af selskabet, og ganske interessant præsenterer han Hooper som frk. Ellis Hooper. De unge damer er alle interesserede i okkultisme, theosofisme, loger og hekseri. Deres digte handler om Pan og Diana, om vilde mænd og om den grønne mand, og de har et voldsomt erotisk islæt.

Ved aftenens slutning lykkedes det frk. Hester at få konverseret med frk. Ellis Hooper, der er afslører, at hun har en interesse i saksisk hedenskab og hekseri, men hun er til gengæld meget tilbageholdende, hvad angår De røde bøger fra Ellis. Thomas spenderer et point fra Assess Honesty, da han gerne vil vide, hvorfor hun er tilbageholdende, og det indses, at frk. Hooper er så interesseret i Hughton krøniken, at hun helst ikke vil lade andre vide, at der er et eksemplar til salg, og hun derfor generelt undlader at tale om det.

Herefter ender dagen, og vore spilpersoner trækker sig hver især tilbage.

Familien Adler

Den følgende dag samles selskabet, og de planlægger deres næste træk. De har en dag tilbage, førend auktionen finder sted. Da de udveksler informationer om morgenen, afslører Jack Worthington, at drengene ikke har nogen gæld, og at James Adler spiller på heste. (Rent praktisk spillede jeg Peters karakter de få gange, han var aktiv i scenen, men ellers blev han holdt i kælderen, som er hans værksted. Dog havde gruppen besluttet sig for, at Jack også deltog i efterforskningen dagen inden, og at han skulle lægge øret til gaden. Jeg spenderede et point i Streetwise, og stak spillerne nævnte oplysninger).

Hvorfor bøgerne skulle sælges på auktion, og hvorfor kun på auktion forblev et mysterie. Drengene manglede ikke penge.

Gruppen besluttede sig derfor at se nærmere på familien Adler. Nis gennemgår aviserne, som altid for relevante nekrologer, der giver adgang til nye samlinger af bøger. Her bemærker han et vredt læserbrev, der beklager sig over den ukristelige gravplads, der er indrettet til Irene Adler. Monica spørger til, hvem beskriveren er, og jeg oplyser, at det er ingen relevant.

Brdr. Adler

Mr. Felgate har desuden også set på Henry Adlers post, og de ved, at han er geolog, der korresponderer med et stenbrud i Wales, og analyserer stenprøver for dem. I forbindelse med gennemgangen af posten, nævner Monica, at de burde have haft dampet posten åben, så de kan levere den tilbage. Her peger jeg på færdigheden Preparedness, der tillader retroaktive handlinger. Nis vælger at bruge færdigheden, spenderer et point, og har et succesfuldt rul. Med andre ord så har vore bogjægere naturligvis dampet posten åben. Jack kigger på posten, og der er mulighed for at forfalske dem.

Undervejs undersøges James Adler også. Han er apoteker, og de tager derfor ud til hans apotek. Det er lukket pga. sygdom, og en lokal vaskekone stikker hovedet frem, og fortæller, at den unge Hr. Adler er syg. Hun har ikke set ham i over en uge, og for fire-fem dage siden, dukkede hans broder op for at sætte skiltet på døren.

På baggrund af de oplysninger lægges nye planer. Frk. Hester skal spille en pige i ‘problemer’, som dukker op ved brdr. Adlers dør for at tale med apotekeren. Hun ringer på, Henry åbner, og han er tydeligt irriteret. Han afviser enhver henvendelse, og han smækker døren i i hovedet på hende. Gruppen er oprørt, da frk. Hester, så arrig at tårer springer frem, fortæller om Henrys ubehøvlede opførsel. Der er ikke tvivl i deres sind længere. Manden fortjener ikke bøgerne. Der lægges nye planer.

En ekskurs: Bøgerne ved auktionen

Jeg springer lige tilbage i tid. Den auktion, vore venner skal deltage i, omhandler fire bøger:

• Emmanuel Eggerton: Landskabsvandringer (rummer nogle særdeles nydelige kobberstik)
• Rider Haggart: Dronningen af Saba (hvad er det med de Haggart-bøger?)
• Olaus Magnus: Wormianus fra 1627
• Hughtonkrøniken – Version B

Gruppen har været rundt hos boghandleren Peter Leland, som er manden, der afholder den private auktion. De har afdækket, at han selv er stærkt interesseret i Eggertons bog, og de har givet ham et indtryk af, at de er interessede i Wormianus. Samme indtryk har de givet Mr. Drummel, deres konkurrerende katalog agent fra Hathaway & Co. Fine Books, og da har lavet en aftale med ham om ikke at overbyde hinanden. De har fået manipuleret auktionen til deres favør.

Wormianussen fra 1627

De har desuden også indsamlet oplysninger om Wormianussen, som også er temmelig speciel. Det er et latinsksproget værk udgivet i Danmark i 1627. Den menes at være en anonym omskrivning af Historia de gentibus septentrionalibus (udg. 1555 af Olaus Magnus), der fejlagtigt tilskrives Olaus Magnus – og vi burde derfor kalde forfatteren til den pseudo-Olaus Magnus.

Wormianussen bygger videre på Olaus Magnus’ beskrivelse af jætter og andet godt, og fletter en række beretninger om samers og finske troldmænds praksisser ind i historien. Ifølge denne bog er samernes praksis med at ride på rensdyr og spise svampe kilden til julemanden, og han har her sin dæmoniske side med at strejfe rundt som en farlig skikkelse (det samme som vi hørte Sir Gardner berette om). Teksten beretter desuden om fertilitetsriter, hvor den samiske guddom Shamusht æres, og denne praksis har sneget sig ind i den nordiske mytologi. Teksten sammensmelter dertil en række islandske sagaer og Saxos Danmarkskrønike. Teksten beretter om den nordiske urgud Ullr, som man ofrede mennesker til ved at sænke dem levende ned i gravhøje eller begrave dem levende i højene, og de udstrålede herfra frugtbarhed til hele omegnen. Af islandske sagaer (Ynglinge saga og Gisle saga) kan det desuden læses, at Frej også associeres med gravhøje og frugtbarhed. Wormianussen advarer desuden imod, at man trænger ind i højene, da den begravede endnu er levende som genganger, og denne vil med stor voldsomhed kaste sig over de indtrængende, da de er opslugt af en stor appetit – og der er igen paralleller til dette i de islandske sagaer (Grettis saga, Egil Einhendte og Asmund Berserkbane saga, og dertil Saxos krønike), hvor indtrængere i gravene kæmpe voldsomme kampe imod den udøde beboer. I Grettis saga har denne fortælling tydelige strukturelle ligheder med kampen mellem Beowulf og Grendel.

Bogen er med andre ord fyldt med sære beretninger om dæmoniske frugtbarhedsguder, og folk nedsænket i gravhøje for frugtbarhed, hvor de lever videre som udøde vogtere fyldt med en jættes appetit.

Den ubehøvlede hr. Adler

Grundet Henry Adlers manglende manerer, og hans urimelige behandling af frk. Hester, er det selskabets beslutning, at han slet ikke fortjener at besidde bøgerne, og de beslutter sig for at erhverve dem ved et femfingerudsalg. Planen er at lokke ham ud af huset – og det gøres ved at forfalske brevet fra stenbrudet, hvor de beder ham tage telefonisk kontakt med dem med det samme på baggrund af nogle regnefejl, som de fejlagtigt beskylder ham for – men som altsammen er Jacks værk.

Når Henry farer ud af huset, farer Felgate og Sheridan ind. Imens vil frk. Hester sørge for yderligere distraktioner ved at få den lokale bobby til at standse hr. Adler under anklage om, at han har befamlet hende på åben gade – og frk. Hester forklæder sig i den sammenhæng, så hun ikke identificeres.

Planen virker. Brevet plantes i brdr. Adlers postkasse, Henry farer ned til posthuset for at ringe, og imens trænger Sheridan og Felgate ind. Indbrudet går ret fint. Monicas karakter besidder Locksmith, som er en investigate skill, og med spenderingen af et point er døren åben (med andre ord ingen risiko for, at spillerne fejler et dirke døre op rul, og derved forsinker indbrudet unødigt).

Indbruddet i Adlers hjem

De to farer ind, og Nis forklarer, at hans karakter farer op på førstesalen, hvor han så Adler studere. Nis påpeger, at hans karakters særlige evner inkluderer at være den første til at bemærke clues. Monica forklarer, at hendes karakter gennemsøger stueetagen imens.

På førstesalen finder Felgate de fire bøger. Han finder desuden også Adlers private bogsamling af geologiske bøger og tidsskrifter. På bordet ligger Wormianussen åben sammen med en latinordbog og en masse håndskrevne noter. Nis vender sig mod de andre spillere, og han spørger, hvad der vil være passende for gruppens stil – skal Felgate tage den ene bog, Hughton-krøniken, eller skal han tage alle fire – og han spørger desuden mig, om det er ok, at bøgerne stjæles plotmæssigt, hvilket jeg bekræfter, at det er (jeg havde regnet ind i handlingsforløbet, at spillerne kunne finde på at stjæle bogen). Gruppen enes om, at det er ok. Thomas forklarer f.eks. at lige nu er Hester så oprørt, at hun helt klart vil sanktionere det, men at hun imorgen, når hun er faldet ned igen, vil fortryde det. Resultatet bliver, at Felgate skovler de fire bøger og arbejdsnoterne op.

Tingen i stuen

Imens har hr. Sheridan bevæget sig gennem hallen. Uden for regner det, og det eneste lys er en smule gråt skær, der kommer ind gennem hoveddøren. Døren for enden af hallen er spærret, og den vækker Sheridans opmærksomhed. Da han bevæger sig ned gennem hallen er der en lyd af knirkende træ, som vokser dets tættere, han kommer på. I den dunkle belysning ser det ud som om døren for enden af hallen bløder. Døren, som er spærret af en lav reol og af en stol. Forsigtigt rører Sheridan ved døren, mens Monica ruller et stability-rul. Hun fejler, og Sheridan mister tre point. Han er tydeligt bange, men døren er helt tør, og der intet usædvanligt ved den, når han kigger på den, kun i udkanten af hans synsfelt, synes den at bløde. Monica spørger, om Sheridan kan finde en gammel tjenesterevolver frem, hans fars, og igen løser vi det med et preparedness-rul, som er succesfuldt.

Rask ned af trappen kommer Felgate stormende med bøgerne under armene. Sammen med Sheridan åbner han nysgerrigt og varsomt døren. Stuen på den anden side af døren er sprunget i skov. Alt træværk vokser lystigt, og det har altsammen en underlig rød tone. De grønne blade har røde spidser. Grene vokser ud af karme, kviste af møbler og træstammer af gulvet. Midt imellem det hele hænger en skikkelse og dingler. Død og indtørret. Begge ruller et nyt stability, som de fejler, og Monicas karakter er ved at være stærkt berørt. Noget begynder at bevæge sig gennem den rødtonede jungle. Noget stort.

I et nu smækkes døren i, og de to mænd stormer ud på gaden og finder vej mod hjem.

Hesters list og tyvegodset

Vi klipper over til Thomas, og vi udspiller scenen, hvor det lykkedes frk. Hester at overbevise betjenten om, at Henry Adler har været uterlig. Betjenten forstyrrer Henry under dennes telefonsamtale, og Henry lader sig yderligere distrahere, som om telefonopkaldet ikke var nok. Henry når ikke tilbage til huset, inden de ubudne gæster er gået deres vej.

Tilbage i boghandlen har Felgate lagt tyvegodset på parade. Jeg spørger kort til, om gruppen samles, og vi bliver enige om, at spilpersonerne samles lidt efter lidt, og at Felgate har lagt byttet frem – og at grejet siden skjules grundigt i kælderen ‘det hemmelige sted’, som Jack har med at gøre. Da Frk. Hester vender tilbage, og da bøgerne anskues, ser de noget sært. Felgate har taget den forkerte bog. I stedet for Hughton-krøniken ligger der en bog om krystaller med et rødligt omslag.

Frem til næste dags aften planlægger gruppen at bygge et alibi op over tyveriet primært ved at lade som om, at de har stor interesse i de fire bøger, der skal bortauktioneres – og de har trods alt stor interesse i netop den af de fire bøger, som endnu er til auktionen. I forbindelse med dette finder de ud af, at Hughton-krøniken er trykt i 1737! Det er altså hverken en Version A eller en Version B. Den er desuden trykt på et andet forlag, Ballington & Sønner, som lukkede ned i 1738.

Hvis bogen ikke er en Version B, er der så stadig interesse for krøniken?

Bibliografiske detaljer om De røde bøger fra Ellis

Den oprindelige version af krøniken (Version X) blev udgivet i 1712. I 1733 udgav en slægtning til greven en omskrevet version, hvor han indflettede sin Loges historie med greveslægtens historie (Version A). I 1736 blev en anden udgave udgivet (Version B). Denne var baseret på en tidlig version af manuskriptet til version X. I 1737 blev en tredje udgave udgivet (Version Heyns), og denne version er ifølge legenden baseret på grevens oprindelige manuskript, som han pga. manuskriptets blasfemiske indhold censurerede, og siden censurerede en gang mere:

• Version X – baseret på manus censureret/omskrevet to gange
• Version A – omskrevet udgave af Version X
• Version B – baseret på manus censureret/omskrevet en gang
• Version Heyns – baseret på oprindelige manus

Udgaven fra 1737 kaldes Heyns-udgaven, fordi den ifølge legenden blev skænket til pastor Heyns, der blev så oprørt over indholdet, at han beordrede samtlige røde krøniker fra Ellis brændt. Ud fra efterfølgende bibliografiske studier konstateredes det, at Bannington & Sønner lukkedes, da den ene af sønnerne myrdede sin broder og tilbragte resten af sine dage bag tremmer, mens faderen led af sorg over sine sønner.

Heyns-udgaven betragtes at mange som legendarisk, da den er så voldsomt sjælden. Den er desuden særdeles blasfemisk, da omhandler greve-slægtens hedenske ophav i Odin-Ullr/Woden-Oller, og om hvorledes man gennem ritualer kan trække frugtbarhed ned fra himlen og forankre i høje og træer.

Mr. Felgate tager desuden ud og kigger på Irene Adlers grav. Den er en corny miniature gravhøj med jættestue på toppen. Blandt stenene er ligger små offergaver i form af horn, lys, blomster.

Auktionen

Tiden nærmer sig nu langt om længe for auktionen. Mr. Sheridan og Frk. Hester dukker op ved Lelands boghandel. Blandt de besøgende ved lukketid er frk. (Ellis) Hooper, Mr. Drummel (på vegne af klienten Hr. Valiente), en texansk oliemillionær, Michael Peacock Murray, og Peter Leland selv – og så Henry Adler, der er synligt nervøs og bleg. Først er der ægrelserne over de stjåldne bøger, og så er der auktionen.

Reglerne for auktionen

Jeg forklarer reglerne. Vi skal have en dramatisk auktion – i modsætning til en narrative auktion (hvor auktionen egentlig bare er en kulisse for andre handlinger) – og den var oprindeligt tiltænkt, som en ‘multiple lot’ auktion, men der er kun en bog, så alle byder på den. Det fungerer som en Contest baseret på Credit Rating, hvor man i stedet for at skiftes til at rulle ruller samtidig, og sværhedsgraden er en 4’rer. Det betyder, at man skal rulle 4 eller højere på en d6, og man kan før rullet spendere Credit Rating-point som bonus til rullet. Rent praktisk vælger man i hemmelighed, hvor mange point der skal spenderes, inden man ruller.

Vi sammentæller derefter spillernes Credit Rating-point. Frk. Hester er den aktive i auktionen. Hun kan anvende sine egne fire point, hun kan anvende boghandlens tre point, hun kan anvende tre point fra klienten, Arthur Dent, og hun kan låne point fra Mr. Sheridan, hvilket er to point.

Da Nis ikke har en karakter til stede i scenen, låner jeg ham oliemillionæren fra Texas. Han har en massiv auction pool, og er den største konkurrent ved auktionen. Han er, fordi han har hørt om den røde bog, og den vil farvemæssigt passe perfekt ind i hans samling. Han er ret ligeglad med indholdet, det er rent udstillingsmæssigt, han vil have den.

Jeg gør desuden spillerne opmærksomme på, at de hver runde i auktionen kan foretage en anden handling – dvs. anvende en anden investigative skill (primært interpersonal skills) til at manipulere med de andre deltagere i auktionen. Hver skill kan anvendes en gang.

Det var noget af en briefing, men da vi ikke er vant til reglerne, skulle de lige tages fra grunden af. Jeg administrerer tre af deltagerne, Nis en og Thomas repræsenterer gruppen. Monica vælger at følge med fra sidelinjen.

Der bydes på bogen, terninger rulles

Auktionen går stærkt. Vi har to runder, inden frk. Hester er ude, da Thomas har taget chancen og gemt sine point til senere runder. Nis og jeg fortsætter, da udfaldet af auktionen har relevans for efterspillet. Det ender med, at millionæren vinder, og vi er utilfredse. Ikke over millionærens sejr, men over systemet. Undervejs har frk. Hester allieret sig med frk. Hooper, da hun slet ikke har økonomien til at vinde bogen selv, og ved et samarbejde er hun garanteret at komme til at læse bogen i stedet for at se den forsvinde til Amerika.

Rigeste mand vinder auktionen. Da millionæren har den største pointpulje, vinder han auktionen – men da vi ruller terninger, er han ikke garanteret at vinde auktionen. Hvorfor ikke? Han er manden med de fleste midler, og han kan ikke udkonkurreres. Forholdet mellem disse to elementer er vanskelig at forklare i auktionen.

Det næste problem er, at enhver der ‘byder’ skal rulle terninger, og rent praktisk bør man spendere Credit Rating-point, men hvis man spenderer point og ikke vinder auktionen, så er pointne stadig spenderet, selvom taberen af auktionen ikke ressourcer har spenderet. Denne del er også svær at koble til fiktionen.

Ny auktion: Viljen til at vinde bøger

Vi diskuterede herefter reglerne, og kom frem til en model, hvor det handler om viljen til at vinde en bog. Hvor mange kræfter vil man sætte ind på at få bogen, og kan man manipulere de andre til at trække sig fra auktionen? Med udgangspunkt i Nis’ forslag, opstilledes en model, hvor man hver runde i auktionen bruger interpersonelle færdigheder, bargain, flattery, intimidation etc., for at holde sig i kampen, lokke eller presse de andre ud osv. Efter auktionen kan bogen erhverves rent mekanisk for Credit Rating point eller ved brug af Credit Rating-færdigheden, som når regulere ting skal købes. Vi tilføjede desuden det element, at hver bog har en værdi-rate, som påvirker threshold i konflikten. Threshold er sværhedsgraden for at klare rullet – og hvis bogen har en højere status end en selv, bliver det sværere at klare rullet, og er man højere er det omvendt. Det betyder, at rige folk let kan byde på bøgerne, men at evt. manglende interesse i en bog gør, at de har/spenderer få point, og omvendt at desperate, men fattige samlere, er nødt til at bruge mange point for at holde sig i spillet, og de har mange point til at gøre det med.

Derefter tog vi auktionen en gang mere. Denne gang gik det ikke meget bedre for Hester, men det skyldes, at Thomas ikke kan finde ud af at rulle terninger. I stedet gik bogen til Mr. Drummel, der overbragte den til den velhavende samler Hr. Valiente.

Da auktionen er slut, og bogen overdraget til Mr. Drummel, ser Henry Adler lettet ud. En stor byrde er løftet fra hans skuldre, og han går afslappet derfra.

Historien ender ikke

Den følgende dag dukker Hr. Dent op. Han forventer, at han kan afhente sin bog, da den jo bare skulle afhentes fra fjernlageret, men det lykkedes Hr. Sheridan at bilde hr. Dent ind, at bogen er blevet stjålet – da der generelt huserer en bogtyv – men til gengæld er der mulighed for at skaffe en Heyns-version i stedet. Denne nyhed gør hr. Dent helt ekstatisk, da han vil kunne skrive et utal af spændende artikler om indholdet af netop den bog.

Derefter opsøger vore bogjægere den velhavende hr. Valiente, der har en lille, mens eksklusiv samling af slægtskrøniker, som er en samling, der imponerer hans gæster. De får desuden også kigget i Hughton-krøniken (Heyns-udgaven), og mange af ovenstående bibliografiske detaljer afsløres her (andre blev afsløret tidligere hos Sir Gardner).

Men hvad nu? Er historien slut? Kommer der et andet plot? Spillerne undrer sig, og jeg springer frem til næste dag:

Nyheden er overalt. Avisbudene råber det over alle gader: Hr. Valiente er fundet død, myrdet i sit hjem.

Kort efter åbningstid kommer Mr. Drummel pludselig farende ind. Han har et plaget udtryk, og han råber af selskabet. Han raser og vil høre, om de stadig er interesseret i bogen. Han fandt den på sit natbord, og han ville ikke have med den at gøre. Han har bogen i en lædertaske, som han slynger om sig med, og da hr. Felgate vil beskytte bogen mod overlast, ender den i hans hænder, hvorefter Mr. Drummel farer ud af butikken.

Vort selskab går igang. De planlægger at kopiere bogen, og Jack konstaterer her, at han som ekspert hverken genkender læderomslaget eller farven. Der tages desuden kontakt til hr. Arthur Dent med lovning om, at bogen kan skaffes, og der aftales en solid pris. Hr. Dent er ekstatisk, og han bekræfter, at britisk, folkloristisk selskab gerne vil hjemkøbe bogen til deres bibliotek.

Her sluttede aftenens spil.